En drittdag. I morgen blir det bedre

Jeg gleder meg stort til å møte PT-en min, kjenner jeg. Glad og fornøyd med at solen skinner, og at snøen gjennom flere dager har blitt tint vekk, setter jeg solbrillene på nesen. Treningsko er pakket i sekken.

Jeg går ut, men med ett stanser jeg og ser nedover bakken, som ligger foran meg. Den er dekket av et tynt lag med is!

Bambi på isen, det er meg, men halvveis nede på det isete underlaget må jeg gi meg. Jeg har brukt fem minutter på å forsere en bakke. En håndverker, som tilfeldigvis kommer forbi, blir den reddede engelen og tilbyr meg en arm når jeg skal gå opp igjen og tilbake til huset. 

I dag er ikke min dag. For andre gang på kort tid blir det avlysning hos min PT. Så irriterende, og så isolerende, tenker jeg. Jeg må passere to polske menn, som arbeider i huset vårt. De er i full gang med å pigge opp gulv i rom nummer fire i huset. Støyen er overveldende.  

I morgen blir det bedre. Jeg vet det. Det er det som er forskjellen mellom min psykiske tilstand nå og da jeg var deprimert, at jeg trodde det aldri kom til å bli bedre.

- Jeg kjøper piggsko! melder jeg på mobiltelefonen til Sarah, min PT. 

"Fantastisk! Så løsningsorienterte vi er!" er svaret fra henne.

Jeg tenker på danske Rosa Abrahamsen, da jeg går ned trappen til kjelleren. Hun var 26 år gammel og mor til to små barn da hun ble hardt rammet av polio i 1952. Åndelige verdier, var Rosa Abrahamsens svar på spørsmålet om hva livsmot er. Hun var da handikappet. Hun hadde bare førlighet i høyre arm og et par fingre, men lå i respirator ellers. 

Hva har jeg og klage over, når hun beholdt sånt livsmot, tenker jeg. I 1956 skrev hun diktet ”Du skal”, som kom ut i diktsamlingen
De Store Skibe.

 

DU SKAL

 

Hvis du vækkes en morgen,

og alt er gråt,

Og du selv synes øde og tom,

Og alt synes galt, som i går

var godt

skal du stanse og tænke dig om.

 

Det nytter jo ikke, du fabler dig til

et blændværk du tror at forstå,

for inderst ved du, at

drømmernes spil

er en tåge, du aldrig skal nå

 

Fortaber du dig i en sorgfuld rus

over ting, som en gang er hændt,

skal du prøve at se, at i nettopp

dit hus

har den skjønneste lykke brændt.

 

Og ser du en regndråbe falde

lidt tungt,

skal du tænke på sollysets spil,

og føle dit hjærte – så levende

ungt –

blot ved tanken om – du er til

 

Du skal lære at se at nettopp

de ting,

du så ofte i hastværk forlod

var bitte små led i en lykkering

-              en kæde du aldrig forstod

 

Du skal prøve at smile, når alt

går imod,

du skal lære at smile i sorgen,

da vil du se at den aften blev god,

som begynte en smertefyldt

morgen.

 

 

Gi aldri opp.

 

 

 

 

 

 

Design og teknisk implementering: Helene Skjelten Ligeti, www.designranch.no